Gode råd til når du skal købe elbil
Det kan være en anelse overvældende at skulle købe elbil. Der er meget at tage højde for - batteriets størrelse, ladeevne, rækkevidde, udstyr og meget mere. Alt sammen noget, der kan have stor betydning for din køreoplevelse og bilens værdi på sigt.
Vi guider dig gennem de vigtigste overvejelser, så du kan træffe et velovervejet valg og undgå de typiske begynderfejl.
Batterikapacitet, rækkevidde og ladetid
Når det kommer til elbiler er batterikapacitet, rækkevidde og ladetid tæt forbundet til hinanden. Batterikapaciteten måles i kilowatt-timer (kWh), og jo større kapacitet, desto længere rækkevidde har bilen typisk.
Men størrelse er ikke alt. En bil med et 60 kWh batteri kan have samme eller endda kortere rækkevidde end en med et 50 kWh batteri, hvis bilen er større eller mindre aerodynamisk. Derfor er det vigtigt at se på den reelle rækkevidde, som også påvirkes af vejr. F.eks. kan du på alle bilerne hos CarLet få oplyst, hvor langt den enkelte kan køre i både varmt og koldt vejr samt ved kørsel i by, på motorvej eller blandet kørsel.
Ladetiden afhænger både af batteriets størrelse og bilens ladeevne. En bil med et stort batteri, der kan lynlade, kan potentielt være hurtigere at "tanke op" på lange ture end en bil med et væsentligt mindre batteri uden lynladning.
Overvej dit daglige kørselsbehov og mulighed for at lade derhjemme. For de fleste vil en rækkevidde på 300-400 km være rigeligt, mens langtursbilister måske bør sigte efter endnu mere. Husk også, at rækkevidden kan falde med op til 30-40% om vinteren på grund af kulde og brug af varme i kabinen.
Ladeevne - hjemme og på farten
Undersøg hvor hurtigt bilen kan lade både, når du lader der hjemme og ved hurtigladere. Hjemme bør du gå efter en bil, der kan lade på tre faser (11 kW), da det giver markant hurtigere opladning end enfaset ladning (3,7 kW). Med trefaset ladning kan du typisk fylde batteriet på en nat - selv i større elbiler.
For hurtigladning på langture bør bilen helst kunne lade med mindst 100 kW, gerne mere. Jo hurtigere bilen kan lade, desto kortere pauser behøver du på lange ture. Nogle af de nyeste elbiler kan lade med over 200 kW, hvilket kan reducere ladetiden markant.
Vær opmærksom på, at den maksimale ladeeffekt ofte kun kan opnås i et kort tidsrum, typisk mellem 10% og 80% af batteriets kapacitet. Derefter falder ladehastigheden for at beskytte batteriet. Dette er normalt, men betyder, at det tager længere tid at lade de sidste 20% af batteriet.
Varmepumpe og vinterudstyr
En varmepumpe er mere effektiv til at opvarme kabinen end traditionel elvarme og bruger mindre af batteriets energi. Dette er særligt vigtigt i det danske klima, hvor en varmepumpe kan give mærkbart længere rækkevidde om vinteren - op til 10-15% i koldt vejr. Dog vil en varmepumpe ikke være nødvendig for langt de fleste, da rækkevidden i de nyere modeller er ekstremt god - selv i kulden.
Tjek også om bilen har andet vinterudstyr som sædevarme og elvarme i forruden, især hvis det er en importeret bil.
Stiktype og kompatibilitet
Sørg for at bilen har det rigtige ladestik. I Europa er Type 2-stik standard for AC-ladning og CCS for DC-hurtigladning. Undgå hvis muligt biler med CHAdeMO-stik, da denne standard er på vej ud i Europa og i værste fald kan begrænse dine lademuligheder i fremtiden.
Tjek også om bilen kommer med de nødvendige ladekabler. Et Type 2-kabel til offentlige AC-ladere bør følge med, og en såkaldt "nødlader" til almindelige stikkontakter kan være praktisk at have i reserve.
Garanti og serviceaftaler
Vær opmærksom på garantibetingelserne her især ved importerede biler. Elbilkomponenter kan være dyre at udskifte, så en god garanti er vigtig. Tjek særligt garantien på batteriet, da det er bilens dyreste enkeltdel. Mange producenter tilbyder 8 års garanti eller 160.000 km på batteriet.
Undersøg også om eventuelle service- og reparationsaftaler gælder for din bil, især hvis det er en importeret model. Nogle bilmærker som Audi, Skoda og VW tilbyder særlige aftaler for deres elektriske modeller i Danmark, men disse følger ikke nødvendigvis med importerede biler.
Udstyr
Elbiler solgt i Danmark er ofte veludstyrede grundet afgiftsreglerne. Men importerede biler kan mangle udstyr, der betragtes som standard herhjemme. Gennemgå udstyrslisten nøje og sammenlign med tilsvarende modeller solgt i Danmark.
Vær særligt opmærksom på sikkerhedsudstyr, infotainmentsystemer og førerassistentsystemer. Disse kan variere betydeligt mellem forskellige markeder og kan have stor indflydelse på både køreglæde og sikkerhed.
Opdateringsmuligheder og gensalg
Moderne elbiler er i høj grad computere på hjul. Undersøg om bilen kan modtage software-opdateringer "over-the-air" - altså trådløst uden at skulle på værksted. Dette kan give dig adgang til nye funktioner og forbedringer over tid og potentielt forlænge bilens levetid.
Tænk også på bilens fremtidige gensalgsværdi. Elbiler med lang rækkevidde, hurtig ladeevne og moderne udstyr holder typisk deres værdi bedre. Vær opmærksom på, at teknologien udvikler sig hurtigt, så hvad der er topmoderne i dag, kan være standard om få år.
Få kvalificeret rådgivning hos CarLet
Hos CarLet i Virklund står vi altid klar med rådgivning til dig om din nye eller kommende elbil. Vi har altid omkring 45-50 biler på lager fra populære mærker som Polestar, Mercedes, Tesla, Volkswagen og BMW.
Kom ind forbi til en kop kaffe og en snak om hvad vi kan gøre for dig.